Det personlige samfund


Det personlige samfund_web1Personalisme i praksis
Af Karen Lumholt & Jonas Norgaard Mortensen
296 sider, indbundet, illustreret
Kr. 299,95

Køb bogen
Læs de første kapitler

På flere områder er vores ellers så velsmurte og velfungerende samfund ved at bevæge sig væk fra det, som tjener menneskers egentlige lykke. Vækst er blevet et mål i sig selv, også selv om det er på bekostning af sundhed og trivsel. Upersonlige systemer fremstår som en „nødvendighedens politik“, selv om mennesker gerne ville være dem foruden.

Hvis vi skal ændre på dette, bliver vi nødt til at grave nogle spadestik dybere, end det er tilfældet i den almindelige politiske dagsorden. Det handler om menneskesynet og de helt grundlæggende værdier.

Tiden er kommet til en kulturrevolution mod systemstyring, vækst-fetish og væren-sig-selv-nok, mener redaktørerne af denne antologi, Karen Lumholt og Jonas Norgaard Mortensen. De har bedt en række dygtige fagfolk om at give deres bud på, hvordan personalismens beskrivelse af mennesket sætter ord på, kolliderer med eller rammer ved siden af den virkelighed, de oplever i praksis.

Det personlige samfund – personalisme i praksis
er den første af to antologier, der sætter personalismen til debat. I denne første bog er fokus på familieliv, dannelse, fællesskab, ledelse og trivsel i velfærdssamfundet. Den anden bog, Det relationelle menneske – personalisme i perspektiv, der udkommer senere i 2015, udvider i tid, sted og tanke og er mere historisk, eksistentiel og filosofisk.

“Efter årtiers dyrkelse af individet i ekstrem grad, er vi vendt retur til fællesskabet som ideal, men med en ny forståelse for individets eller personens værdifulde bidrag. I den kontekst ser jeg personalismens bidrag som væsentligt.” Kultursociolog Emilia van Hauen

“Inden for videnskaberne taler man om begrebet explanation gap, som betyder, at man har en idé, en hypotese, en fornemmelse for „noget“, men man mangler ordene, begreberne og nervebanerne til at begribe det. Personalisme er for mig et ord, der forsøger at fange tidens explanation gap. Det er som håndtaget på en kuffert … giver man sig tid til at åbne kufferten, er indholdet jo fantastisk: Vi er forbundne. Du er relation. Du er engagement. Du er værdighed.” Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen